Når man vælger alufælge, skal man tage stilling til flere forskellige ting. Et af de første er, om fælgene skal være større end de originale. Ved montering af fælge med større diameter, monterer man samtidig dæk med en lavere profil. Det vil sige, at når diameteren på fælgen bliver større, mindsker man højden på dæksiden tilsvarende. Derved bevarer man samme omkreds på hjulet. Generelt kan man sige, at jo større fælgene er, jo bedre ser det ud på bilen. Desværre er det også sådan, at prisen stiger sammen med fælgstørrelsen. Til en bestemt størrelse fælge, er det tit muligt at montere dæk med forskellig bredde. I valget af dækbredde indgår der flere overvejelser. F.eks. plads i hjulkassen, fælgbredde samt pris.
Forskellen på stål- og alufælge. Når man monterer alufælge på sin bil, skal man være opmærksom på, at der både er fordele og ulemper i forhold til almindelige stålfælge
Fordele ved alufælge:
- Det ser godt ud. Langt de fleste køber alufælge for at give bilen et flottere udseende
- Der er mulighed for at montere bredere dæk på bilen
- Der er mulighed for at montere større fælge og dermed lavere dæk
Fordele ved stålfælge:
- Stålfælge kræver lidt mindre rengøring end alufælge
- Med lavprofildæk kan der være fordele med stålfælge, idet alufælge kan betyde en større risiko for at skrabe fælgkanterne med kantsten
Ved montering af alufælge, skal man huske at efterspænde dem efter 50 - 100 km. og igen efter 400 - 500 km. Dette er især vigtigt ved helt nye fælge, da det nye aluminium godt kan "arbejde" lidt. Hjulboltene skal spændes krydsvis med et moment på 100 nm. (gælder for de fleste biler). Har du købt alufælge hos os, kan du naturligvis bare komme forbi, så efterspænder vi hjulene.
Lovgivning om fælge
Når man monterer andre fælge på en bil, er der nogle krav, som skal være opfyldt, for at det er lovligt
Sporvidde I Danmark er det lovligt, uden nogen form for dokumentation, at forøge en bil's sporvidde med 20 mm (10 mm. pr. side). Man skal dog være opmærksom på, at man regner ud fra den mindste sporvidde, som er anført på bilens standardtypegodkendelsesattest. Dvs. at bilen kan være godkendt med flere forskellige fælge, som hver især giver bilen forskellige sporvidder. Her benytter man så fælgen med den mindste sporvidde som udgangspunkt. Hvis en given fælg giver en endnu større sporviddeforøgelse, eller hvis sporvidden formindskes, kan fælgen stadig godt være lovlig, hvis der foreligger en TÜV-attest som dokumentation.